Ansvar skal trænes ind

Artikel bragt i Vores Børn, Junior 5-10, 2009

Hvornår kan dit barn være alene hjemme, cykle til skole selv eller købe ind uden dig?

"I dag tilbringer børn størstedelen af deres vågne tid i en tryg institution, og derfor kan forældre komme til at opfatte hverdagen uden for som mere farlig, end den er," siger psykolog Dorthe Lau.

Men samtidig mener hun, at vi, som forældre, skal passe på med at overføre noget af vores ængstelighed til vores børn. "For børn giver ikke slip, før de voksne giver slip."

Støttende stillads

"Det handler om at inddrage børnene i det daglige ansvar, for så følger man sit barns udvikling og kan derfor meget bedre give slip og overlade ansvar, når man kan se, at barnet er parat til det." Mange forældre føler ikke, at de har tid til at træne deres børn i for eksempel cykling og brug af offentlig transport."

"Men hvis forældre prioriterede dette, så kunne børnene også klare disse opgaver tidligere. For børn skal have øvet sig, før det bliver naturligt at få pålagt ansvar. Det vigtigste er, at barnet er tryg ved det ansvar, man giver det. Men selv når barnet selv efterspørger ansvar - for eksempel gå til købmanden eller selv skære brød, så skal forældrene hele tiden være med på sidelinjen og fungere som "støttende stillads," forklarer Dorthe Lau.

"Du kan som forælder ikke pålægge barnet et ansvar alene, fordi de har nået en vis alder," siger Dorthe Lau. Det vil føles, som om du trækker et ansvar ned over hovedet på barnet. Du kan heller ikke sammenligne, med hvornår du selv kunne noget som barn - eller hvad dit barns klassekammerater kan. I en klasse kan der være en spredning på 2-3 år i forhold til de færdigheder, barnet har.

Træn 5 minutter

Hvis barnet for eksempel har stor modstand mod at være alene hjemme, så kan du for eksempel sige: "Nu skal vi øve os i, at du er alene hjemme," og så træne det langsomt ind med at være væk i 5 minutter, og så 10 minutter og så langsomt optrappe i takt med, at barnet bliver mere tryg ved det. Nogle børn er bange for, at forældrene slet ikke kommer tilbage, hvis de går.

"Og det hjælper på ingen måde at begynde at kritisere barnet, for så føler barnet sig forkert. Det vigtigste er at imødekomme barnet på det niveau, det befinder sig, og så langsomt arbejde det op," fortæller Dorthe Lau.

Alene i mørket

Psykolog Dorthe Lau vurderer, at et barn først er parat til at være alene hjemme, når det er 10 år: "I den alder kan børn tænke og handle rationelt og går derfor sjældent i panik, hvis uforudsete situationer opstår," siger hun.

Psykologen er klar over, at der er mange børn, som er alene hjemme i en yngre alder, og at det ofte går fint. Men som forælder er man nødt til at udtænke og forudse alle de situationer, ens barn kan komme ud for, og vide, at barnet kan klare disse, før det er forsvarligt at give dem et ansvar som for eksempel at være alene hjemme.

Hvis barnet selv ønsker at være alene hjemme om aftenen, bør forældre vide, at mange børn kan blive mere bange i mørke. Mørket gør nemlig, at barnet ikke føler, at det kan overskue situationen, og så går fantasien på arbejde, og det er utrygt. Derfor er det en god idé at sikre sig, at forældrene kan komme hurtigt hjem de første mange gange.

Hvornår netop dit barn er klar til et givent ansvar, afhænger derfor først og fremmest af, hvor meget træning det har fået i den færdighed. Så hvis dit barn efterspørger et ansvar, og du ved, at barnet kan klare opgaven, så er barnet klar.

Lær dit barn...

  • At gå hen til en fremmed (dame) og bede om hjælp.
  • Jeres navne, adresse og telefonnumre.
  • Læg en seddel med de vigtigste info i penalhuset - da børn kan panikke og derved pludselig glemme.

TJEKLISTEN: Dit barn kan ...

  • Selv gå i skole, når det er 7 år gammelt.
  • Selv cykle i skole i 2.-3. klasse, hvis skolevejen er nogenlunde enkel.
  • Blive sluppet rigtigt ud i trafikken omkring 4.-5. klasse.
  • Gå alene i kiosken/købmanden, når det er 8-9 år.
  • Være alene hjemme, mens en forælder køber ind 1 time, når det selv har lyst og er tryg ved det. Omkring 7-10 år.
  • Være alene hjemme i længere tid, når det er 10 år.
  • Passe en mindre søskende, som 14-15-årig, og måske lidt tidligere, hvis det har hjælp tæt på (nabo, genbo, mobiltelefon, mor og far kan komme hjem hurtigt).
  • Være alene hjemme om aftenen med søskende et par timer, når de er 11-14 år - igen afhænger det af barnets "livsliner" (naboer, underboer, osv.).
  • Få ansvar for egen skoletaske og gymnastiktøj, i 7.-8. klasse. Psykologen mener, at dette bør være forældrenes ansvar så længe, fordi uorden i skolesagerne påvirker barnets skoledag og glæde ved at gå i skole meget.
  • Stå for madlavning i familien i 4. klasse, - så er det naturligt, at de får en maddag og begynder med at lave de retter, de netop har lært i hjemkundskab i skolen.
  • Begynde at tage bussen med en kammerat som 8-årig, hvis barnet har en mobiltelefon som "livline."
  • Børste tænderne effektivt selv, når barnet er 10-12 år.

Kilde: cand.pæd.psych. Dorthe Lau
Charlotte Skousen